Alene eller ensom
Denne artikel handler om forskellen mellem at være alene og ensom, og hvordan ensomheden kan ”kureres”.
Lige nu sidder jeg helt alene i sommerhuset og skriver på en artikel om ensomhed.
Her er ikke et menneske i miles omkreds.
Men jeg er bestemt ikke ensom, for jeg kan godt lide mit eget selskab.
At være i stand til at kunne være alene er paradoksalt nok den bedste beskyttelse mod ensomhed.
Ensomheden er nemlig ligeglad med, om du er alene eller ej.
Hvis du føler dig ensom, er du ensom, uanset om der er mennesker omkring dig eller ej.
Undersøgelser viser, at ensomme mennesker ofte bruger lige så meget tid sammen med andre mennesker, som de, der ikke er ensomme gør.
Ensomhed er altså et symptom, og ikke grunden til problemerne.
Forskellen mellem ensomhed og ikke-ensomhed er kvaliteten af meningsfuldt nærvær.
Ikke mængden af nærværet med andre.
Ensomhed er manglen på følelsen af meningsfuld forbindelse med andre.
Ikke bare dét at være alene.
Langvarig ensomhed får mennesker til socialt at lukke ned og være mere mistænksomme over for kontakt med andre, især fremmede.
Man kan være mere tilbøjelig til at blive fornærmet og krænket.
Man frygter netop dét, man har allermest brug for, nemlig nærvær.
Den negative skrue er, at afsavn forårsager mere afsavn.
Individualisme
Årsagen til ensomhed i vores samfund kan formentlig findes i den individualisme, der startede i 1830-erne.
Samtidig dukkede begrebet ensomhed op i litteraturen.
Før den tid var mennesker sammen på en anden måde. Eksempelvis havde børn i tidligere tider ikke deres eget værelse. Alle sov sammen og var i det hele taget sammen det meste af tiden.
Men i slutningen af 1800-tallet skete der en masse ”udvikling”. Både på godt og ”ondt”. Oplysningstid, opfindelser, industrialisering, romantik, informationssamfund.
Vi oplevede en rivende udvikling på alle områder.
I en stadig mere individualistisk verden har vi fået et desperate behov for kontrol.
Både i forhold til hvordan vi håndterer relationerne, men også med de venner, vi vælger, og den form, venskaberne har.
Egentlig er mange holdt op med at ønske sig ægte sociale relationer.
Vi er gået over til at ville have det, som psykologer kalder parasociale relationer.
I 1956 blev dette udtryk første gang beskrevet på grund af fremkomsten at fjernsynet.
De tilbagevendende serier med faste rolleindehavere blev en slags pseudo-forhold.
TV kom til at repræsentere den perfekte gæst, der kommer og går efter vores ønsker og behov.
Forholdet finder sted på vores vilkår og indfald.
Der kan være både grin og gråd i serierne, men uden alt besværet med at have med andre mennesker at gøre. Altså andre, der har deres egne behov.
TV-karaktererne svigter dig aldrig, og de stiller ikke krav til dig.
Du kan slukke TV-apparatet, når det passer dig og har fået nok.
TV, og senere de sociale medier, tilbyder en illusionen af kammeratskab uden krav om venskab og nærvær.
Når der i TV-serien er blevet sagt en rigtig god sætning, skifter scenen lige bagefter.
Vi ønsker ikke en reaktion eller en dialog, når vi har fået sagt en rigtig god ”punchline”.
Men det er følelsesmæssig porno.
Den negative skrue
Når man er ensom, føler man sig egentlig såret. Og når man er såret, kan det føre til mere ensomhed.
Tragedien er, at mange deprimerede og angste mennesker modtager mindre kærlighed, fordi de er blevet sværere at være i nærheden af.
Faktisk kan de føle sig enten direkte eller indirekte kritiseret og bebrejdet, og dette fremskynder deres tilbagetog fra verden.
Det er en negativ skrue, der bare kører nedad.
Teknologi, status og kontrol er forsøg på at flygte fra ensomheden.
Hvis vi skulle blive ramt af en EMP-sprængning (elektromagnetisk puls fra atomvåben), vil det ødelægge softwaren i vores smartphones og computere – men det vil ikke løse vores kulturelle problem.
Som det er nu, er vi altid forbundet, men aldrig opfyldt.
Teknologi og sociale medier er ikke onde, men når de erstatter ægte fællesskaber, har vi et problem, fordi vi ikke mærker de meningsfulde bånd, vi følelsesmæssigt og socialt har brug for.
Vi føler os ikke rigtigt som “en del af en meningsfuld helhed”.
Vi har for meget kontrol og autonomi til at have nogen form for kollektiv identitet.
Når vi er i et sundt og godt fællesskab, bliver vi høje af vores egne mentale og følelsesmæssige forsyninger, men når der ikke er noget fællesskab, så må vi tage forsyningerne et andet sted fra, fx sociale medier, medicin, mad, bevidsthedsforskydende stoffer (tobak, alkohol, narkotika) eller underholdning.
Den vestlige civilisations definition på lykke er individualisme. ”Jeg er speciel!”
Men det betyder, at vi efterhånden bliver udsat for følelsesmæssig ”skørbug” (C-vitamin-mangel).
I lande, der fokuserer på status og kontrol og individualisme, men ikke så meget på omsorg og følelsesmæssig nærvær, ser vi en eksplosion i helbredsmæssige problemer, i afhængighed af fx stoffer – og i ensomhed.
“Faren for, at computere bliver som mennesker, er ikke så stor
som faren for, at mennesker bliver som computere.”
Løsningen
Vi har brug for at dele og blive taget os af, ligesom vi har brug for at tage os af andre.
Men med fællesskab følger forpligtelser, og det gør det svært.
Sneboldeffekten af ensomhed, der skaber endnu mere ensomhed, kan vendes, men det kræver viden, nye vaner – og en særdeles høj grad af motivation til forandring (altså at forandre SIG).
Alle har brug for følelsen af at høre til et sted med forståelse og medfølelse.
Tilhørsforhold er selve meningen med livet!
Altså hvor meningsfuldt vi hver især opfatter vores liv og relationer.
Hvis du vil bevæge dig hurtigt frem, så gør det alene.
Hvis du vil nå langt, så gør det sammen med andre.